PORTRÆT Morten Mørup: AI er et værktøj, ikke en trussel

Billedet viser Morten Mørup fra DTU, mortenmorup.dk  

Professor Morten Mørup fra DTU giver sit bud på, hvordan AI vil påvirke vores samfund i de kommende år.  

Af Cecilie Weinreich Rask og Mathias Nørgaard Wamsler Jensen, 2.z Himmelev gymnasium  

De seneste år er AI blevet en stor del af vores hverdag. Det er blevet et mere anerkendt værktøj til at løse dagligdagens problemer. Særligt blandt virksomhederne er AI blevet populær. En af dem, som til dagligt arbejder med AI og andre former for kunstig intelligens, er Morten Mørup. Han fortæller: ”Det er spændende, fordi det har kæmpe potentiale for os. Så vi kan gøre ting meget bedre inden for sundhedsvæsnet, energisektoren og inden for alle mulige områder, hvor vi står med samfundsproblemer. AI teknologien kan være en vigtig del af at kunne løse de udfordringer” 

 

Morten Mørup arbejder for DTU, hvor han er professor ved sektion for Kognitive Systemer. Han forsker i metoder til uovervåget læring og mønstergenkendelse. I 2008 modtog han ph.d.-graden ved DTU informatik, hvor han under sin ph.d. besøgte Stanford University og University of California som gæsteforsker. Morten Mørup vil hjælpe os med at besvare det helt store spørgsmål: Hvordan kommer kunstig intelligens til at påvirke vores samfund i den nære fremtid? 

 

Morten Mørup fortæller, hvordan AI fylder meget i hans undervisning. De studerende på DTU skal lære at bruge værktøjerne, samt forstå begrænsningerne ved brugen af AI. På nogle kurser er brugen af AI helt åben, specielt hvis der arbejdes på større projekter, og på andre kurser er det ikke tilladt. For Morten Mørup handler det om at finde balancen, hvor AI styrker læringen uden at overtage den. 

 

AI er en teknologi i fuld udvikling, men hvorfor er der så stor interesse for den? Morten Mørup mener, at AI er en vigtig teknologi, der vil ændre vores samfundsstruktur markant over de næste par år. AI påvirker os alle sammen og vi kan være med til at pege det i den retning, som vi ønsker for fremtiden. 

Så vil AI bidrage med en positiv udvikling for fremtiden? Morten Mørup mener, at AI er et værktøj, som har store positive potentialer der fører gode muligheder med sig, men der er stadig mulighed for misbrug, som kan give negative konsekvenser. Alligevel ser han fremtiden som lovende. Morten Mørup fortæller, at udviklingen af AI går meget stærkt, samtidig med at der bliver brugt enorme mængder ressourcer på udviklingen af teknologien. Det vil medføre, at udviklingen kun kommer til at gå hurtigere. Inden for de næste 10 år forventer han store spring, ikke bare i software, men også i robotteknologi, samt den måde, AI bruges på i arbejdslivet. 

 

For nu at besvare det helt store spørgsmål: Hvordan kommer kunstig intelligens til at påvirke vores samfund i den nære fremtid? Ud fra Morten Mørups synspunkt ser det ud til, at vi ikke skal bekymre os for meget, fordi fremtiden er i gode hænder. AI giver os nye muligheder, som aldrig før og udviklingen er kun lige begyndt.