Sådan lyder det fra Konservatives Mette Abildgaard, der i et interview argumenterer for obligatorisk værnepligt for kvinder. Ifølge Konservative skal forsvaret følge med ligestillingen, og begge køn har en forpligtelse til at forsvare nationen.
Skrevet af: Oliver Nærvig, Noah Stegmann og Andreas Hansen – Nærum
”Der skal være værnepligt for kvinder, såvel som mænd”, udtaler Mette Abildgaard efter at blive spurgt ind til, om kvinder i det danske militær kunne være med til at gavne oprustningen af det danske forsvar.
De sidste 30 år har Danmark oplevet et markant dyk i antallet af værnepligtige, men med Ruslands invasion af Ukraine har regeringen besluttet sig for at udvide det danske forsvar. Udvidelsen skal ske over de næste 10 år, hvor Danmark øger bidraget til Forsvaret med 143 milliarder.
Viceborgmester i Rudersdal kommune, Jens Kloppenborg (V), deler de konservatives holdninger på forsvarsområdet. Han mener, at det danske forsvar skal mobiliseres, og at alle borgere skal bidrage til et større forsvar: ”alle unge mænd såvel som kvinder bør tilbringe et år i værnepligten” . Jens Kloppenborg uddyber, at der ikke er nogle hindringer for, at kvinder også kan aftjene værnepligt, da der er stor variation i opgaverne i forsvaret.
Viceborgmesteren var selv soldat tilbage i 1990´erne, hvor antallet af værnepligtige bestod af 15.000 personer. Jens Kloppenborg pointerer, ”i dag er vi nede på 3-4.000 værnepligtige, og det, synes jeg, er for dårligt”. Han mener, at forsvaret skal oprustes, hvilket ifølge ham netop kan opnås med en kvindelig værnepligt.
Selvom forslaget møder stor opbakning, er det ikke alle, der er enige i ideen om en kvindelig værnepligt. I et interview udtaler ligestillingsminister Trine Bramsen sig om emnet: ”Problemet ligger ikke i at rekruttere kvindelig militær styrke, det ligger i at fastholde dem, og at ca. 33-37% kvinder starter i værnepligten, men kun 14% bliver”.
Trine Bramsens holdning står til dels i kontrast med det, Jens Kloppenborg og Mette Abildgaard mener, idet hun ikke vurderer, at en tvungen værnepligt for kvinder er løsningen. De er dog alle enige i, at der er et kulturelt problem i forsvaret, som gør det svært for kvinder at fortsætte en karriere efter værnepligten.
Både Trine Bramsen og Mette Abildgaard påpeger, at arbejdsmiljøet i forsvaret skal optimeres til kvinder. Abildgaard udtaler; ”der er ingen tvivl om, at vi skal have flere kvinder til at blive og gøre karriere i Forsvaret”.
Indtil videre er tiltaget ikke blevet indført, men bl.a. Venstre og Konservative vil kæmpe videre for at opnå et mere alsidigt forsvar, der bl.a. indebærer, at kvinder skal aftjene værnepligt. Altså et forsvar, der ifølge dem, inkluderer og favoriserer begge køn.
Foto: DALL·E