Størstedelen af den danske befolkning mener, at aktiv dødshjælp skal være lovligt. Alligevel synes Lise Müller, medlem af Det Etiske Råd, ikke at staten burde have retten til at udvælge, hvem der må dø.
Af Dagmar Johansen, Malthe Josiasen, Lucca Feldt og Hannah Karlskov Vestfyns Gymnasium.
(Privatfoto af Lise Müller)
“Jeg kan godt lide at være en del af Det Etiske Råd”, siger den 49-årige sygeplejerske og næstformand i SF, Lise Müller. Hun har været medlem af Det Etiske Råd i 3 år. I Det Etiske Råd tager hun stilling til debatter, der rører menneskers liv, natur, miljø og fødevarer, og så tager hun også stilling til etiske spørgsmål.
Et af de etiske spørgsmål, som hun for nylig har beskæftiget sig med i Rådet, er aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Indførelsen af dette kræver, at man tager stilling til en række spørgsmål, der udfordrer den enkeltes etik. Som medlem af Det Etiske Råd, har Lise Müller også en række holdninger til debatten om aktiv dødshjælp. Hun er primært imod. Alligevel kan Lise Müller godt sætte sig i modpartens sted. For som hun selv siger: “Hvorfor skal du egentlig ikke selv have lov til at bestemme?”
Det kan man i Belgien, Canada og Holland. Alle tre lande har legaliseret aktiv dødshjælp, mens det i Sverige og Tyskland ikke er strafbart at udøve hjælp til selvmord. I Det Etiske Råd har de kigget på andre landes modeller og har i høj grad diskuteret “Oregon-modellen”, som begrænser assisteret selvmord til terminale patienter, hvor man forventer, at sygdommen fører til dødsfald inden for 6 måneder. På trods af det vurderer Lise Müller, at “Oregon-modellen vil være den mindst dårlige model, men også den, som vil løse det for færrest mulige”. Lise Müller betragter ikke Danmarks nuværende lovgivning om aktiv dødshjælp som en uretfærdighed. Tværtimod mener hun, at lovgivningen skåner Danmarks befolkning for de uheldige følger, som aktiv dødshjælp kan medføre. “Folk har en tendens til at basere deres holdninger på et uigennemtænkt øjebliksbillede”, siger hun.
Lise Müller synes ikke, at staten skal have lov til at sætte i system, hvem der kan slås ihjel, og hvem der ikke kan. Hun argumenterer for, at mange mennesker vil vælge aktiv dødshjælp, fordi de har en bekymring om at være til besvær. Men det er ikke en værdig død. “Det er jo netop her, at samfundet skal vise sin styrke,” pointerer hun. Samfundet skal stå sammen om at skabe et værdigt liv for de individer, som kan føle sig til besvær. Hun vil ikke miste håbet for sine medmennesker.
Lise Müllers holdning er, at man skal have friheden til at dø, men ikke retten til det. Hvis individet får opfyldt sit ønske om at dø, kan det få store konsekvenser for det danske fællesskab. Derudover vil det også få konsekvenser for den måde vi som nation opfatter liv, død, lidelse og omsorg på.