Lavet af Mollie Wind Spenner og Sophie Boesgaard
Illustreret af Sofie Dalgaard Sørensen
Endnu en gang går vi ind i et nyt år uden en revurdering af den litterære kanon, der blev vedtaget i 2005. Som det fremgår lige nu, indeholder den obligatoriske litterære kanon 13 mandlige forfattere og fortsat kun én kvindelig forfatter, nemlig Karen Blixen. Er det virkelig i tråd med Danmarks værdier, at det kun er litteratur fra mænds synsvinkler, der har en plads i uddannelsessystemet?
Den litterære kanon har til opgave at danne et fælles litterært grundlag for alle gymnasieelever i landet – både drenge og piger – så alle er på lige fod
efter studentereksamen. Dog opstår der en skæv fordeling i de perspektiver, eleverne møder, når størstedelen af litteraturen kommer fra mænd.
Forperson for Dansklærerforeningens sektion for STX og HF, Lotte Prætorius, mener, at den skæve fordeling er et problem, da den afspejler et billede af verden, som ikke stemmer overens med Danmarks forestilling om ligestilling: “Der er nogle fortællinger, som forsvinder ud af vores fælles hukommelse, når kvinden ikke er repræsenteret i kanonen.”
Vi er ikke interesserede i at få smidt de nuværende forfattere ud til fordel for flere kvinder, men der er i stedet brug for en modificering. Derfor støtter vi Dansklærerforeningens forslag om, at man laver en “bruttoliste”, hvor kanonen indeholder 30 forfattere i stedet for kun 14. Dette skaber plads til flere kvindelige stemmer, som Tove Ditlevsen og Amalie Skram; kvinder som har sat et stort aftryk på litteraturens verden. Samtidig ville de understøtte den kvindelige synsvinkel, Karen Blixen på nuværende tidspunkt alene bidrager til.
Spørgsmålet er, hvornår der bliver taget fat i denne problematik. Mattias Tesfaye har ganske vist lovet, at en revurdering af den litterære kanon skal tages op til debat. Alligevel er dette ikke sket endnu.
Tidligere ligestillingsminister og nuværende uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Trine Bramsen, fortæller, at grunden til den manglende diskussion ligger hos samfundet. Hun pointerer, at der i det seneste årti har været en “modbølge” i kampen for ligestilling, hvor influencere, som Andrew Tate, udbreder mere kvindefjendskhed, der påvirker politikernes villighed til at debattere kontroversielle emner.
Bramsen formoder dog, at modbølgen holder politikerne fra at åbne debatten om den manglende diversitet i kanonen, da de er bange for kritikken, diskussionen ville medføre.
Det virker dog som et sølle argument for politikerne, når regeringen er modig nok til at foreslå markante ændringer af ungdomsuddannelserne, men alligevel er tøvende overfor at tilføje 16 nye forfattere til en kanonliste. Kan det virkelig passe, at vi som samfund ikke kan give plads til kvindelige forfattere i uddannelsessystemet?