Nyhed: Mange grønlændere er usikre

Mange grønlændere er usikre: Hvor er planen? 

Meget tyder på, at grønlænderne snart skal foretage et valg: Vil de have selvstændighed, fortsætte under dansk styre eller kigge mod USA? Fremtiden virker usikker for mange grønlændere. 

Af Marius H. Larsen, Johannes M. Madsen, Vera K. Bager, Frida S. Gregersen, Olivia B.F. Kaaber og Caroline N. Gadegaard 

Grønland, Rodebay, Oqaatsut. (Foto: Thomas Ritter, pixabay.com)

2025 var ikke mange dage gammel, da Donald Trump endnu engang skabte uro med sin udmelding om, at Danmark bør opgive Grønland til USA – og at militær magtanvendelse ikke kan udelukkes. Denne kontroversielle udtalelse har kastet benzin på debatten om Grønlands fremtid og mulige selvstændighed. 

Situationen gør, at ønsket om selvstændighed blusser op igen, og nu bliver en reel snak. Selv den grønlandske regeringschef Múte B. Egede udtaler i sin nytårstale, at Grønland må tage sit næste skridt mod en ny fremtid. Der er ingen tvivl om, at en potentiel selvstændighed vil resultere i markante forandringer på flere områder. 

Et område, der vil blive voldsomt påvirket, er uddannelsesområdet. Ifølge Danmarks National Leksikon er 90% af alle lærere på Grønland uddannet uden for Grønland, hvilket skaber en betydelig risiko for, at Grønland kan miste en væsentlig del af deres undervisere. Især når der årligt uddannes omkring 40 lærere i Grønland, som ofte står overfor udfordringer med at undervise i fag, som de ikke er uddannede i.  

Leder af center for pædagogisk udvikling på Grønlands universitet, Steen Beck, er kritisk over for blandt andet tanken om et Grønland under amerikansk styre: ”Jeg kan slet ikke forestille mig at det kommer til at ske”.  

Trine Bramsen, fra Socialdemokratiet, som er medlem af Folketinget, mener heller ikke, at denne situation bliver en realitet, og hun udtaler sig således: ”At allierede skulle angribe allierede, er der ikke nogen indikationer på”. 

Dog er tanken måske alligevel ikke så urealistisk, som den bliver fremstillet. Donald Trump er kendt for at kunne være en løs kanon politis. Derfor er nogle grønlændere grundlæggende bekymrede ved hele situationen.   

20-årige Josephina Nitter, som bor i Nuuk, fortæller os om sine bekymringer ved et Grønland under amerikansk styre. Områder som gratis sundhedsvæsen og gratis uddannelse vil ikke længere være muligt, hvis Grønland bliver en del af USA. Josephina er ikke tilfreds med dette, da den velfærdsstat, som vi har i Grønland og Danmark, betyder meget for befolkningen. Derudover fortæller hun, at hun er nervøs for, hvordan muligheden for at rejse frit mellem Danmark og Grønland vil blive begrænset, hvis Grønland bliver en del af USA. Flere af Josephinas bekendte har også joket med at tage til Danmark, hvis de skulle falde under amerikansk styre.