PORTRÆT Peter Thiels AI-drøm truer demokratiet

AI-ræset er officielt skudt i gang. Og det udnytter milliardæren Peter Thiel. Thiel er en af de største spillere indenfor AI og er samtidigt citeret for at sige at frihed og demokrati er uforenelige.

Foto: Gage Skidmore / Flickr (CC BY-SA 2.0) – ingen ændringer.

Af Bjørn Haller, Felix Ellekær-Olsen og Fernando Mikkelsen 2.z Himmelev Gymnasium

Datoen er den 26. juni, og Peter Thiel opstiller til interview med New York Times om AI, Mars og udødelighed. Efter 40 minutters snak om en nærmest dystopisk tankegang om fremtiden stiller intervieweren et logisk spørgsmål: Du ville foretrække at menneskeracen overlever, ikke?

Thiels blik bliver tomt, og hans øjne flakker febrilsk fra side til side. En akavet mumlen varer i 18 pinagtige sekunder. Og selvom han ender med at svare ja, har det virale klip vækket opsigt. Det er ikke første gang Thiel har stiftet kontroverser. Han var bl.a. en af de første milliardærer, der offentligt støttede Trump, og han har optjent sin formue som PayPal-medstifter, Facebook-investor og grundlægger af Palantir Technologies.

Han blev født i Tyskland i 1967 og voksede delvist op i Sydafrika under apartheid. Det var et samfund præget af hierarki og et autoritært forhold til magt, hvor demokrati ikke var et bærende princip. I dag er Thiel ikke bare kendt som rig, han er kendt som en del af Silicon Valleys nye magtelite. Ali Riza Taskale, der er ekspert i samfundsvidenskab og virksomheder, siger at Thiel kombinerer tre kilder til magt: penge, ideologi og strategisk positionering. Han er både investor, tænker og politisk aktør.

Mange mener samtidig, at Thiel har et verdenssyn, hvor demokrati ses som ineffektivt og nogle gange direkte skadeligt.

I essayet ”The education of a Libertarian” fra 2009, skriver han, at demokrati og frihed er uforenelige. En pointe, han siden aldrig har trukket tilbage.

Thiel har i de seneste år været stærkt involveret i AI-debatten. Han advarer offentligt om risiciene ved det, men investerer samtidigt kraftigt i det. Og ifølge Taskale er denne dobbelthed ikke tilfældig. Han mener at Thiel advarer om AI’s farer, men primært for at mindske reguleringen. Thiel fremstiller demokratisk tilsyn som en svaghed i konkurrencen med Kina, og ønsker at AI udvikles i private hænder.

Lav regulering er utvivlsomt også til Thiels fordel. Hans firma Palantir er nemlig afhængig af kontrakter med især den amerikanske regering. Palantir fungerer netop som en form for overvågningsværktøj for efterretningstjenester og regeringer. Dette kan ifølge Taskale også hjælpe med at realisere Thiels drøm om at mindske demokratiske principper.

I takt med, at Thiel og hans ideologi vinder indflydelse, kommer hans citat om frihed og demokrati tættere og tættere på virkeligheden. Og ifølge Taskale kan Danmark ikke undslippe, hvis den fremtid kommer, da amerikansk tech og AI påvirker vores demokrati mere og mere. Det tyder på, at vi nærmer os en form for teknokrati, hvor en lille gruppe ultrarige tech-eksperter kontrollerer magten.

Vi rakte ud til Peter Thiel, men han svarede ikke.