Leder: Stadionkulturens skyggeside: Manglende konsekvenser for krænkende retorik

Foto: [Jakob Storm Emborg] 

 

Af August Moos, Jakob Storm Emborg og Sebastian Hellesen – Nærum

Den krænkende retorik på fodboldstadions bidrager til den manglende ligestilling i dagens Danmark. Derfor skal der være konsekvenser for de ansvarlige klubber. 

“Ludersøn” og “homosvin” er bare få eksempler på krænkende og diskriminerende tilråb fra tribunerne på fodboldstadions landet over. På trods af, at disse tilråb finder sted hver eneste uge bolden ruller i den danske superliga, er der ingen konsekvenser. Hver uge ligger børn, på diverse tribuner landet over derfor øre til den hårde tone på stadions. Disse børn skråler med i kor på diverse krænkende slagsange og udråb. Dette infiltrerer børnenes sprogbrug, og giver dem en forståelse for, at dette sprogbrug er acceptabelt. 

Havde børnene brugt dette diskriminerende sprog ethvert andet sted end på lægterne, ville de blive opdraget på. Men kulturen på tribunerne i Danmark er så forskruet, at denne retorik ikke bliver set ned på.
Den barske retorik rundt om banerne bidrager dermed til manglende ligestilling indenfor diverse områder i dagens Danmark. 

Et eksempel på sprogbrug som er over grænsen, er Brøndbyfansenes kontroversielle banner fra derbyet mod FC København den 12. november 2023. Banneret var prydet med skriften: 

“Det er kampdag, klokken den er kvart i Uno og Wolt.  
Velkommen til Nordens største TikTok-Tribune.  
Fyldt med turister, piger og stikkere!” 

Brøndby tilhængernes banner i parken mod FCK den 12. november 2023 Foto: Sebastian Hellesen 

Banneret blev efterfølgende enormt udskældt for at være sexistisk, da banneret antyder piger på lægterne som værende negativt. “Det er det med, at vores køn bliver taget til indtægt og brugt som noget negativt”, udtalte en kvindelig Brøndby-supporter efterfølgende om banneret i podcasten Stiletter på tribunen. På trods af den heftige kritik af banneret var der efterfølgende ingen konsekvenser for hverken Brøndby IF eller deres fans. 

Den vulgære retorik har været et problem i mange år, og de eneste forskelle, er nye skældsord som ændres i følge med nye normer, og forandringerne der sker i samfundet. 

Det kan ikke passe, at vi lever i et samfund med et enormt fokus på at være “woke”. Samtidigt med at retorikken på lægterne til klodens største sportsgren er yderst diskriminerende og ekskluderende. At retorikken er så diskriminerende og sexistisk er slemt, men at denne retorik kan smitte af på den næste generation, er uacceptabelt og skaber en fremtid med en mere vulgær og ekskluderende tone. 

For endelig at skabe en acceptabel retorik på tribunerne, vil det være nødvendigt, at der indføres konsekvenser til de ansvarlige klubber. En mulighed kunne være at indføre bøder i samme stil som bøder rettet mod politikritiske kommentarer og bannere.