Af Frederik 2.k, Benjamin 2.k, Mikkel 2.k, og Vitali 2.k, Nærum Gymnasium
Hele nationen ser med, mens Hendes Majestæt vender papiret, kigger nervøst op og ned fra kameraet. ”Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt…” Margrethe 2. træder ned som dronning af Danmark den 14. januar 2024 og overlader regentpositionen til sin søn, Kronprins Frederik, som hermed bliver udråbt til Kong Frederik 10. Danskerne skal nu forholde sig til en ny tid med en ny regent, nemlig en ny dansk konge. Dette er en historisk begivenhed.
Det danske kongehus har eksisteret i over 1000 år og er med sin pragt et af de ældste kongehuse i verden. Danske regenter har gennem generationer overleveret deres titler til den førstefødte søn og dermed bragt kongehuset videre i historien. Det er altså kun i ekstraordinære tilfælde som i 1397 og 1972, at Danmark fik kvindelige regenter.
Der har været forskellige syn på, hvad kongens og dronningens roller er, og hvad disse titler indebærer. I sin sidste nytårstale omtaler Dronning Margrethe 2. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary for første gang som det kommende ”kongepar” – med Kronprins Frederiks tilbleven som konge kommer parrets titel, men også Marys titel som dronning. Til kontrast blev Dronning Margrethe 2. med sin ægtefælle Prins Henrik omtalt som ”regentparret” – kvag Dronning Margrethe 2.s rolle som dronning af Danmark fik Prins Henrik heller ikke titlen af konge, men i stedet prins, eller prinsgemal.
Det er her, at spørgsmålet omkring titlernes værdi ift. regenternes roller træder særligt skarpt frem. ”Det er jo faktisk en debat som Prins Henrik startede, og jeg synes, det var synd, at han blev latterliggjort for at starte den.” – udtaler Trine Bramsen, Socialdemokratiets ligestillingsordfører om sagen. Socialdemokratiets nye opbakning til kongehuset kommer også til udtryk i svarene fra Bramsen. Til et spørgsmål om Kongehusets repræsentation af Danmark ift. ligestilling vælger hun at fokusere på Dronningens figur: ”Dronning Margrethe har virkelig vist vejen frem som en af de stærkeste kvinder i Danmark.”
Det vigtigste spørgsmål er her, om titlerne rent faktisk repræsenterer en eksisterende (kønsbaseret) ulighed i kongehuset. Sproget virker jo til at antyde, at dronningetitlen er ubetydelig, da man kan gifte sig til den, mens kongetitlen udelukkende er givet til en sandt regerende part. Det er Sebastian Olden-Jørgensen, historiker på Københavns Universitet uenig i: ”Det hele er et spørgsmål om sprogbrug og tradition. Vi er vant til, at kongen er regent, og dronningen er hans hustru. Hun er fornem og har selvfølgelig både magt og indflydelse, men hun er ikke regent.”. Han tilføjer, at i de sjældne tilfælde, hvor Danmark fik en kvindelig regent, er det svært at gøre hendes mand til ”konge”, da det skaber forvirring på baggrund af den mængde konger, som allerede regerede Danmark. Kongetitlen overdøver dronningetitlen, og dette skaber misforståelse over, hvem regenten rent faktisk er, og hvilken rolle og betydning personen står i. Olden-Jørgensen tilføjer: ”Det skyldes sædvane og tradition. Sproget er ikke ulogisk, men det er heller ikke strengt logisk. Hvis man vil være klar og mundret og umisforståelig, så må man nogle gange vælge andre løsninger end det rent logiske. Husk på, at den mand og kvinde, der sidder på tronen, ikke er lige. Kun den ene er regent. Det har ikke noget med køn og rettigheder og lighed at gøre. Det har med politik og statsret at gøre.”