Leder: Pigeborde og selvrespekt: Hvor er ligestillingen i nattelivet?

Josefine Thykjær, Emilia Hansen, Amalie Pedersen og Josefine Madsen, 2.C Vestfyns Gymnasium 

Pigeborde er efterhånden et kendt begreb i det danske natteliv. Hele ideen går ud på, at klubberne udvælger og inviterer nogle attraktive piger, som får gratis entré og alkohol hele aftenen i bytte for eksponering på sociale medier. En udbredt strategi som natklubber bruger for at tjene flere penge og få flere fyre på klubben.  

Allerede i 2004 ønskede ligestillingsnævnet at sætte en stopper for legen. Men her 20 år senere eksisterer problemet stadig. Tidligere på måneden blussede debatten op igen, efter en skribent i Politiken stillede spørgsmålet; hvor er ligestillingen i nattelivet?
Læser man i ligestillingsloven, står der, at man skal modvirke forskelsbehandling på grund af køn. For hvordan kan det være, at vi i 2024 snakker ligestilling, når vi glemmer det, så snart vi begiver os ud i nattelivet? Vi lever i et samfund, hvor vi kæmper for kvinders ligestilling, men hvorfor er det så, at vi piger lader os være ‘aben i buret’? 

Vi undrer os over, hvordan vi mister vores selvrespekt, så snart det handler om gratis alkohol og fyre, for det er netop der, vi skal vise vores værd. Det virker som om, ligestillingen kun er vigtig, når vi bliver overset. Når natklubberne får os til at lægge stories på Instagram og på den måde tiltrække fyre, som er dem, der bruger flest penge i byen, bliver dette dog kun set som en måde at føre forretning på. Så hvem er det egentlig, der bliver gjort til grin? 

“Da jeg arbejdede på Aya Club, var pigeborde noget, vi brugte.” Sådan lyder det fra en tidligere medarbejder på den nu lukkede natklub i Odense. Så handler det om, at fyrene er “dumme” nok til at betale for at komme ind, fordi pigerne er der – eller handler det om pigernes mangel på selvrespekt? Vi ønsker ikke at være lokkeduer for tankeløse unge drenge, der kun har fokus på egen tilfredsstillelse.
De skal ikke have lov at udnytte os, så snart procenterne rammer vores krop.  

Vi ønsker at begge køn samarbejder, så vi kan stoppe måden, vi sælger hinanden på. Det er alt for nemt at lade sig lokke af en klubpromoter, der kun har fokus på marketing.  

Ifølge vores kilde er det fyrene, der bruger flest penge i byen. Kvinder har ikke samme tendens til at bruge så mange penge, når de går i byen, så derfor vil det ikke have samme virkning, hvis fyrene var lokkeduer.  

Vi mener, at det er dobbeltmoralsk at lave specifikke pigeborde, når der i dag er så meget fokus på ligestilling. Det gør ikke ligefrem ligestillingsproblematikken nemmere at håndtere. Derfor insisterer vi på, at der sker en ændring i ligestillingsdebatten – også i nattelivet. Lad os starte med at fjerne pigebordene på natklubberne.