Af Antonia Hopmann, Ida Cecilie Vejlsgaard, Ingeborg Haubjerg Scharling & Valentina Amanda Lyngaa – Nærum
Indenfor de seneste år har Nærum Gymnasium oplevet et voksende karaktergab mellem drenge og piger. Karaktergennemsnittet blandt drengene er dalet voldsomt, og det trækker derfor skolens samlede gennemsnit ned. Nu vil gymnasiet sætte mere fokus på problemet og sætte ind for at gøre drengene mere engagerede i undervisningen.
Niveauet har i løbet af årene svinget meget, men i netop 2023 ses der et markant dyk i drengenes karakterer. Lærere og Undervisningsministeriet har svært ved at finde årsagen til problemet. Forklaringerne på karaktergabet er hos kommunalpolitikerne og personalet på gymnasiet forskellige. Lokalpolitiker Julie Quass (V), der engagerer sig i børne- og skoleudvalget, mener, at problemet allerede starter i folkeskolen. Hun siger ”man bliver nødt til at tilrettelægge undervisningen mere individuelt for at sørge for, at de lærer mest”. Med en mere individuel tilrettelægning for den enkelte elev, vil det dalende karaktergennemsnit kunne forebygges allerede i folkeskolen.
Udviklingschef på Nærum Gymnasium, Kim Bojsen, mener at problemet bl.a. ligger hos eleverne selv. Han fremhæver, at karaktergabet ikke omhandler intelligens, men manglende dedikation og indsats fra drengene. Det afslappede forhold til lektier og opgaver kan skyldes både biologiske og psykologiske faktorer. Flere undersøgelser viser, at drenge modnes senere end piger. Frontallapperne, som spiller en central rolle, når det kommer til at træffe beslutninger, vokser senere sammen hos drenge. Denne forsinkelse i udviklingen kan derfor være skyld i deres manglende evne til at håndtere skolearbejde og prioritere ansvar, forklarer han.
Kim Bojsen uddyber, “I alle OECD-lande bruger piger i gennemsnit 25% længere tid på skolearbejde, og drenge bruger i gennemsnit 30% længere tid på computerspil om ugen”. Det ses i højere grad, at drengene nedprioriterer lektierne og skolearbejdet, og det sætter dem derved bagud i karakterløbet.
Kim Bojsen fortæller videre, at drengene nu i gennemsnit har adgang til 65 færre videregående uddannelser. Dette har en betydning for ligestilling på ungdomsuddannelser. Statistikker fra Nærum Gymnasium viser, at en underpræstation fra drengenes side særligt ses i de tre hovedfag: samfundsfag, engelsk og dansk. Gymnasiet vil derfor sætte ind på at løfte karaktergennemsnittet hos drengene i fremtiden. Der arbejdes på en strategi, der skal få drenge til at engagere sig mere i timerne, særligt i de tre hovedfag.
Lokalpolitiker Julie Quass mener, at det netop er skolens ansvar at sørge for, de unge drenge præsterer fagligt. Quass bakker derfor op om ideen om en indsats fra gymnasiet selv og fortæller, at børne- og skoleudvalget arbejder på en løsning, der skal ændre folkeskolens undervisning til at have mere fokus på den enkeltes læring.