Portræt: Alle skal kunne dyrke sport

85% af unge med et handicap og særlige behov er ikke en del af idrætsforeninger. Kim Sørensen, der træner med handicappede, mener, at dette er et væsentligt problem. 

Olivia Langkilde & Margrethe Gibsholm-Madsen 2K Nærum Gymnasium                     

Kim Sørensen, 35 år, har i snart 10 år har været både aktiv og frivillig i to idrætsklubber og dedikerer det meste af sin tid dem. Boldklubben Enghave og Goalball Klub Odense, er for børn og unge med særlige behov – især svagtseende som Kim Sørensen også selv er.  

Ifølge Kim Sørensen må man ikke undervurdere vigtigheden af foreningsidræt, både det fysiske og mentale aspekt. Dette gør sig særligt gældende for folk med et handicap og særlige behov.  

Hvis man ikke er en del af et idrætsfællesskab, er der risiko for overvægt, hjertekarsygdom og mentale problematikker” – siger han. 

Kim Sørensen uddyber, at børn og unge med særlige behov er en sårbar gruppe, og skolen/ uddannelsen kan være en udfordring. “For eksempel kan det være svært for dem at koncentrere sig i undervisningen og deltage i gruppearbejde, og for mange er ensomhed det, der gør allermest ondt.” Det mener han, at idrætsforeningerne kan ændre på. De kan give følelsen af “ at have en sejr både på banen og af banen, som at kunne danse i omklædningsrummet. Altså, at have fælles oplevelser.”  

 

Men det kræver også, at folk snakker sammen. Han forklarer, at ”Parasport Danmark, Specialsport.dk og kommunen har viden, men ikke taler samme sprog”. Forældre kræver handling, men har ikke selv ressourcerne. Da et handicap ikke kun rammer en enkelt, men hele familien, kan dette bringe forvirring og stress. Derfor ønsker Kim Sørensen ét sted, der samler al data, der både er overskueligt og interessant for forældre og nysgerrige.  

Hvem har ansvaret og hvem tager ansvaret?  

Det centrale i denne debat er spørgsmålet om, hvordan vi opnår en lysere fremtid. Kim Sørensen mener, at problemet ligger i, at folk ikke har kompetencerne til at tage sig af personer med et handicap. Han mener, at det skal være ”en obligatorisk del af uddannelsen, og en del af pensum, hvis man skal læse til lærer, træner eller pædagog, og ikke bare et valg.”  

En lysere fremtid 

Selvom der er langt til målstregen, mener Kim Sørensen, at fremtiden ser lys ud. For første gang nogensinde skal han deltage i det fynske sportsnævn Fynske Banks Sportslørdag. ” Det er blevet afholdt flere gange, men det er første gang, vi skal stå sammen i vores handicap-telt”, siger han. Ifølge Kim Sørensen er løsningen på problematikken både oplysning og afstigmatisering af folk med et handicap. ”Når det bliver mere naturligt at tale om handicappede, skaber vi en større forståelse for hinanden.” Udviklingen er i gang, men er tidskrævende. ”Para- og specialsport bliver mere italesat og reklameret, men det vil stadig tage tid.”